I vores dagtilbudsområde arbejdes der med den pædagogiske metode "Marte Meo".

Marte Meo metoden tager udgangspunkt i det gode samspil og det der lykkes. Det er med til at stimulere barnets udvikling, læring og livsudfoldelse og giver børnene et positivt selvbillede. Det er en metode, der sagtens kan bruges hjemme også :-)

I Marte Meo metoden arbejdes der med, at det er den voksne, der skal ændre adfærd overfor barnet, for at få barnet til at ændre adfærd.

Vi har flere uddannede Marte Meo terapeuter i huset, hvilket vi nyder godt af i vores daglige arbejde.

 

 Grundprincipperne i Marte Meo.

Benævne:

Man kan benævne (sætte ord på) 4 forskellige initiativer, som barnet tager.

-      Sproglige udtryk (ord eller lyde)

-      Hvad er barnet er opmærksom på

-      Barnets handling

-      Barnets følelser

 

F.eks: Så tog du lige dine støvler på.(Handling)

          Du satte lige proppen på tuschen (Handling)

          Av det gjorde ondt – du slog lige knæet (følelse)

          Du blev lige forskrækket, da ballonen sprang (følelse)

          Det er da en sød lille fugl, du har fået øje på (Opmærksomhed)

          Barnet drikke en ordentlig tår vand og siger: ”Jeg drak lige det      

          hele”. ”Du var godt nok tørstig”, svarer den voksne (sprog)

Når man benævner barnet øger man dets koncentration, så det bliver i legen/aktiviteten i længere tid. Det giver barnet lyst til at tage flere initiativer, fordi det føler sig set, hørt og forstået. Det hjælper barnet med at tilegne sig sproget, ved brug af et varieret sprog, når man taler med det. Barnet lærer f.eks. farverne, når vi benævner dem. Man hjælper barnet med en bedre selvregulering (Du er ved at grave et stort hul – ja det er det jeg er ved :-) Det medfører at barnet sætter flere ord på sig selv, så det bliver tydeligere for de andre børn (Jeg er ved at grave et stort hul). Det er lidt lige som at være sportskommentator.

Bekræfte:

Hvis man bekræfter barnet på barnets eget initiativ giver det barnet selvværd.

Hvis man bekræfter barnet på den voksnes foranledning giver det barnet selvtillid.

Eks:

Du rakte lige mælken videre, det var super. (Selvværd)

Du lagde lige farveblyanterne på plads, da du var færdig. Det var godt (selvværd)

Du skal lige hjælpe med at dække bordet, det var godt (Selvtillid)

Du skal lige hjælpe med at rydde op, smadder fint (Selvtillid)

Når man bekræfter barnet skaber man glæde og stolthed hos barnet og det får lyst til at tage nye initiativer. Barnet får en oplevelse af at mestre forskellige ting, som giver dem mod på at tage imod nye udfordringer. Vi giver barnet adfærdsmodeller og viser dem vejen til den adfærd vi gerne vil have at de udviser.

Vente:

Når vi som voksne venter, giver det barnet mulighed for refleksion og giver derved barnet mulighed for at lagre ny viden. Det giver barnet mulighed for at reagere i sit eget tempo. Det giver den voksne mulighed for at se, hvilken form for hjælp barnet behøver. Det er en nødvendighed for at barnet kan lære at tage tur.

Sætte ord på sig selv:

Når man sætter ord på sig selv, skaber man forudsigelighed for barnet. Man giver barnet muligheden for at samarbejde, fordi det ved, hvad der skal samarbejdes omkring. Det hjælper også barnet med at lære den voksne at kende.

Eks:

Jeg sætter lige kurven, så kommer jeg og hjælper dig.

Jeg går lige i kælderen og henter noget, jeg er tilbage om lidt.

Jeg holder lige i støvlen, så den ikke vælter. Så kan du stikke foden i den.

Jeg skal lige have sko på, så kommer jeg.

Udvælge et bedre initiativ:

Barnets hjerne opfatter slet ikke ordet ”ikke”. Så når vi siger:” Du må ikke løbe i fællesrummet”. Så bliver der løbet, som skudt ud af en kanon :-)

Fortæl i stedet for barnet, hvad det må frem for, hvad det ikke må.

Eks:

I fællesrummet skal du gå.

Du skal blive på fortovet.

Når vi er inde skal vi snakke med små stemmer.

Du må grave i sandkassen.

På denne måde skaber vi ja cirkler og barnet oplever ikke at blive irettesat.

Spørgsmål:

Det er vigtig kun at stille spørgsmål, hvis barnet har et reelt valg og hvis man har en sikker formodning om, at barnet er i stand til at svare. Man kan komme mange konflikter til livs, hvis man laver konstateringer i stedet for at stille spørgsmål.

Eks:

I stedt for at spørge om barnet det vil med hjem, så sig: ”nu er jeg kommet for at hente dig. Vi pakker lige sammen, så skal vi hjem”.